Dannebrog på fire ben

Tarok var fra Skive, men han blev hele Danmarks hest og fik tilnavnet ”Dannebrog på fire ben”.

Den røde hingst

Der var noget ved den hest. Den røde hingst med hvid blis og hvide sokker, der kunne trave med lethed, men en fart som bare pokker. Og som kunne samle en hel nation.

 

”Han havde en teknik, der var unik. Han havde ingen besvær med det, han gjorde det bare. Jeg vil ikke sige, han var klassens duksedreng, for det var han ikke, men han havde flair for det”.

Jørn Laursen

Tarok-amok

Det var midt i en krisetid. Med skyhøje benzinpriser og bilfrie søndage. Men når Tarok startede ved løb rundt omkring på landets travbaner, satte folk sig bag rattet og strømmede til fra nær og fjern. Da Tarok skulle gennemføre en VM-test på travbanen i Billund, kom der så mange tilskuere, at politiet i trafikradioen måtte bede folk om at holde sig væk, fordi der var kilometer lange køer i alle retninger. Der var bilkaos i Billund.

Halvtovlig hoppe

Om det var tilfælde eller særligt avls-kløgt, der var årsagen til at Tarok blev til, står uvist hen. Mens Taroks far og farfar var travhingste med stærke avlsgener, så har Karl Laursen selv betegnet moren som en ’halvtovlig hoppe’, han havde købt for 5.000 kroner.

Tarok kom til verden den 18. februar 1972. Under stort besvær. Han vendte forkert i maven, men heldigvis lykkedes det Karl Laursen og dyrlægen at få ham helskindet ud. Fem sekunder senere var han på benene. Klar til at indtage Danmark. Og for den sags skyld resten af verden.

Nationalhest

Tarok toppede i en tid, hvor det ellers skortede på store danske sportspræstationer. Selv Sverige kunne vi ikke banke i fodbold. Men Tarok kunne rende med sejre. Han vandt 111 travløb ud af 156 starter og kørte knap 3 millioner kroner ind i løbet af sin karriere. Blandt andet vandt han Dansk Trav Derby i 1976 og EM for femårige i 1977. Samme år kvalificerede han sig til VM og rejste til USA. Knap 800 fans rejste med for at heppe på deres nationalhelt.

Begravet på Hagenshøj

En dag var eventyret slut. Tarok døde den 30. januar 1981 af en livsfarlig tarmsygdom, som siden har fået navnet Tarok-syge. Familien Laursen valgte at begrave hesten hjemme på Hagenshøj, ved en gravhøj i en vindblæst fold overfor gården. Samme aften blev TV-avisen indledt med ordene:

"Dannebrog på fire ben er død..."